Skotte chokerer med to lynmål i sprudlende United-storsejr

Den skotske midtbanespiller Scott McTominay er ikke kendt som nogen stor målscorer, men da der var spillet tre minutter af søndagens kamp mellem Manchester United og Leeds, havde han allerede scoret to gange.

Dermed satte McTominay gang i festen på Old Trafford, hvor Manchester United leverede en af sæsonens allerbedste præstationer i sejren på 6-2.

Allerede inden der var gået 20 minutter, førte United med 3-0, og målfesten fortsatte gennem hele opgøret mellem de to rivaler.

United ligger nu nummer tre med 26 point, men har spillet en kamp færre end de foranliggende tophold, Liverpool og Leicester, der har henholdsvis 31 og 27 point.

Der var blot spillet 70 sekunder, da bolden første gang lå i netmaskerne bag Leeds-keeper Illan Meslier. I et hurtigt angreb tordnede McTominay bolden i mål fra 20 meter efter en pasning fra Bruno Fernandes.

Mindre end to minutter senere havde McTominay også scoret til 2-0. Fuld af selvtillid tog han en aflevering fra Anthony Martial godt med sig i feltet og udplacerede Meslier.

Dermed blev han den spiller i historien, der hurtigst har scoret to mål efter kickoff i en Premier League-kamp.

I den anden ende havde Patrick Bamford en god mulighed for at reducere kort efter, men i stedet lukkede Bruno Fernandes reelt kampen efter 19 minutter, da han resolut hamrede bolden i nettet til 3-0.

United sprudlede offensivt, og i det 37. minut kunne svenske Victor Lindelöf let score fra klos hold efter et nyt oplæg fra Martial.

Leeds nåede dog at komme på tavlen i første halvleg, da Liam Cooper headede bolden i mål efter et hjørnespark.

Kort efter pausen måtte David De Gea hive en stor redning frem for at afværge endnu en reducering.

Manchester United var knap så angrebsivrig i anden halvleg, men føringen blev dog udbygget.

Midtvejs i halvlegen scorede Daniel James sikkert til 5-1, da han blev spillet fri i venstre side af feltet, og få minutter senere øgede Bruno Fernandes til 6-1 på et straffespark.

Leeds pyntede endnu engang, da Stuart Dallas flot sparkede bolden i målhjørnet i det 73. minut, og udeholdet kunne faktisk også have reduceret yderligere.

Opdækningen sad lidt løst i begge ender i slutfasen, men det blev ved de otte mål.

/ritzau/