Dansk golfspiller får tung afslutning på LPGA Touren

Nanna Koerstz Madsen lykkes ikke med at rejse sig på sidstedagen af LPGA Tour-turneringen Group Tour Championship.

Den danske golfspiller gik fjerde runde i to slag over par og sluttede dermed den amerikanske turnering i lige så mange slag over par.

Det rakte kun til en delt 53.-plads. 72 spillere stillede op.

Madsen startede ellers turneringen på fornem vis. Efter første runde lå hun på andenpladsen, blot et enkelt slag efter den førende.

Men på anden runde fredag gik det galt. En runde i fem slag under par sendte hende langt ned i stillingen. Det blev ikke ret meget bedre lørdag, og så handlede det mest bare om at slutte godt af søndag.

Men det skete altså heller ikke rigtigt efter fem bogeys og to birdies.

Den sydkoreanske verdensetter Ko Jin-young tog sejren i Group Tour Championship, der var årets sidste turnering på LPGA Tour.

Med sejren kan sydkoreaneren hæve en præmiecheck, på hvad der svarer til 6,7 millioner kroner – årets største på LPGA Tour.

Nanna Koerstz Madsen var den eneste danske deltager i turneringen.

/ritzau/