Schalke 04 fyrer træner midt i historisk krise

Schalke 04 står midt i en historisk krise, og det koster nu også cheftræner Manuel Baum jobbet.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Huub Stevens er ansat som hans afløser med Mike Büskens som assistent. Det er fjerde gang, at Stevens er valgt til at stå i spidsen for holdet.

Baum blev ansat i slutningen af september, efter at Schalke havde fyret David Wagner som følge af en lang periode med sløje resultater.

Men heller ikke Baum har fået den traditionsrige klub på ret kurs, og nu får han sparket efter mindre end tre måneder i stillingen. Det blev til 11 kampe og kun en enkelt sejr i spidsen for mandskabet fra Gelsenkirchen.

Sejren kom i en pokalkamp mod holdet Schweinfurt 05.

I ligaen er nedturen fortsat for Schalke, der ikke har prøvet at vinde en kamp siden 17. januar. Holdet har spillet 28 kampe i træk uden sejr i Bundesligaen, hvilket er Schalkes klart længste periode uden at gå fra banen med tre point.

Onsdag tabte Schalke 0-2 på hjemmebane til Freiburg – holdets sjette nederlag under Baum.

Schalke er parkeret på sidstepladsen i Tysklands bedste fodboldrække med fire point efter 12 spillerunder.

/ritzau/