Landstrænere lægger høfligt pres på hinanden før EM-brag

Med 13 sejre i træk over Danmark og ingen nederlag til Danmark i en betydende kamp siden 2002 kan de norske håndboldkvinder ikke løbe fra favoritværdigheden i fredagens EM-semifinale i Herning.

Norge har desuden været aldeles suveræne i turneringen hidtil med storsejre i alle kampe, og bookmakernes odds taler også sit tydelige sprog. Nordmændene er klare favoritter.

På torsdagens pressemøde forud for det nordiske semifinalebrag forsøgte Norges landstræner, Thorir Hergeirsson, heller ikke at snakke sit hold ud af favoritrollen.

Men mellem alt rosen og høflighedsfraserne de to landstrænere imellem på pressepodiet foregik tydeligvis et lille spil i forhold til vægtningen af favoritværdighed.

– Danmark har haft spillerne i mange år, men de har ikke kunnet få sat det sammen gennem de seneste slutrunder. Nu ligner de et hold, som spiller sammen og har et godt forsvar og gode målvogtere, lød det fra Hergeirsson.

– De har fået mere struktur på offensiven, og det er ingen overraskelse, at det danske hold er i semifinalen. Ingen overraskelse overhovedet, slog han fast.

Den succesfulde islandske træner havde tydeligvis brug for, at Danmark ikke kunne placere sig for mageligt i en rolle som underdog.

Men Jesper Jensen fangede udmærket den lille markering skjult som ros fra kollegaen.

– Det er et drømmescenarie, hvor vi er i dag. Vi har brugt hver en time bedst muligt. Vi er meget glade og stolte af at være her, svarede Jesper Jensen straks.

– Uanset hvordan kampen i morgen (fredag, red.) ender, har det danske hold udviklet sig meget, og fremtiden ser god ud.

Et lille verbalt comeback i forhold til at holde Danmark som David i kampen mod kvindehåndboldens mangeårige Goliat.

De to trænere, som også kender hinanden godt fra samarbejdet omkring de norske spillere, Jesper Jensen til daglig har under sine vinger i Team Esbjerg, nærer stor respekt for hinanden. Både fagligt og menneskeligt.

Det skinnede igennem i samtlige de små 30 minutter, hvor de med en meters mellemrum flankeret af hver sin spiller, udlagde teksten forud for semifinalebraget.

Hergeirsson roste især de danske målvogtere og forsvaret, men Jesper Jensen havde ikke i sinde at slippe underdogrollen.

– Norges målmænd er blandt de bedste i verden, deres forsvar er et af de bedste i verden, og deres kontrafase er med afstand den bedste i verden, lød vurderingen af den nordiske storesøster fra den danske landstræner.

Et stort rygklapperi garneret med et klassisk mindgame mellem favorit og undertippet sluttede med smil og god stemning.

De fire på podiet udvekslede coronaalbuehilsner, og selv om munden var skjult bag de genplacerede mundbind ved afskeden, afslørede øjnene smil inde bagved.

Første runde af semifinalemødet var slut. En kamp før kampen. Hvem der vandt, er svært at sige. Men klokken cirka 22 fredag er vi alle klogere.

/ritzau/