Norges håndboldkvinder er i besiddelse af den med afstand farligste kontrafase. Den skal Danmark op imod i fredagens EM-semifinale.
Nordmændene er favoritter i opgøret, men kan Danmark undgå den norske kontramaskine, så er chancerne for sejr blevet markant bedre.
– Norge er ikke lette at køre trætte, og deres kontramaskine kører bare afsted, uanset hvor mange minutter de har spillet, lyder det fra Mie Højlund.
– Men man kan nå langt, hvis man kan forhindre dem i at få mange kontramål. Norge vinder rigtig mange kampe ved deres kontra og andenbølgekontra.
Her har Jesper Jensen i temmelig frisk erindring, at det kan lykkes.
– Kontraspillet skal vi holde væk, og det var også det, vi var gode til, de to sidste gange vi spillede mod dem i Vejle, siger han med henvisning til novembers to testkampe.
– Vi beviste, at vi kan spille lige op med dem, og at vi har noget mod Norge spillemæssigt, som rent faktisk virker.
Norge vandt de to kampe snævert, men den farlige kontrafase kom aldrig i gang. Opskriften på at lykkes med den del igen for danskerne handler om at spille med lav risiko i angrebet.
– Norge straffer alle fejl. De står godt i forsvaret og er gode til at fremprovokere fejl, siger playmaker Mie Højlund.
– Vi skal være villige til at satse en gang imellem og tage nogle skud, så det ikke bliver for sidelæns i angrebet, men vi skal være ret boldsikre.
Semifinalen mod Norge spilles fredag klokken 20.30 i Jyske Bank Boxen i Herning.
Før den kamp spilles den anden semifinale mellem Frankrig og Kroatien.
/ritzau/