Der er alt andet end begejstring i Danmarks Idrætsforbund (DIF) over den dom, som Den Internationale Sportsdomstol, CAS, torsdag har fældet over Rusland.
Landet er blevet udelukket fra store internationale sportsbegivenheder i de kommende to år. Det er en halvering af den oprindelige straf, som Det Internationale Antidopingagentur (Wada) tidligere har udmålt.
– Det er jeg ærgerlig over. Der er tale om meget alvorlige forhold, og jeg havde håbet, at CAS havde fulgt Wadas linje hele vejen.
– Vi bakkede i sin tid også op om Wadas afgørelse, siger DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm, i en pressemeddelelse.
Straffen er en konsekvens af snyd med dopingdata ved et laboratorie i Moskva og betyder, at Rusland som nation ikke kan være med ved OL, paralympiske lege og VM-turneringer i de næste to år.
/ritzau/