Dansk idræt ærgrer sig over strafrabat til Rusland

Der er alt andet end begejstring i Danmarks Idrætsforbund (DIF) over den dom, som Den Internationale Sportsdomstol, CAS, torsdag har fældet over Rusland.

Landet er ganske vist blevet udelukket fra store internationale sportsbegivenheder i de kommende to år.

Men det er en halvering af den oprindelige straf, som Det Internationale Antidopingagentur (Wada) tidligere har udmålt.

– Det er jeg ærgerlig over. Der er tale om meget alvorlige forhold, og jeg havde håbet, at CAS havde fulgt Wadas linje hele vejen.

– Vi bakkede i sin tid også op om Wadas afgørelse, siger DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm, i en pressemeddelelse.

Straffen er en konsekvens af snyd med dopingdata ved et laboratorie i Moskva og betyder, at Rusland som nation ikke kan være med ved OL, paralympiske lege og VM-turneringer i de næste to år.

Landet kan heller ikke være vært for eller byde på store internationale idrætsbegivenheder i perioden.

Det er ikke første gang, Rusland bliver straffet af det internationale sportssamfund for dopingsvindel.

Det skete også i forbindelse med den såkaldte McLaren-rapport i 2015, der konkluderede omfattende snyd med dopingprøver i landet.

Den aktuelle sag drejer sig om manipulation med data, som er blevet sendt fra Moskva-laboratoriet til Wada.

Først var russerne ikke indstillet på at udleve de efterspurgte data. Da de endelig blev sendt, var der – ifølge Wada – snydt med mange af dem.

Derfor valgte Wada sidste år at udelukke Rusland i fire år. Det er den dom, der altså nu er ændret til to års udelukkelse.

– Jeg var meget tilfreds, da Wada i sin tid traf sin beslutning, for det sendte et meget vigtigt signal om, at vi skal have snyd og svindel ud af idrætten.

– Rusland går bestemt ikke fri, de står fortsat over for den hårdeste sanktion, et land nogensinde er blevet idømt, men jeg havde håbet på en større opbakning fra CAS til Wadas afgørelse, siger Morten Mølholm.

Selv om DIF havde ønsket en hårdere straf, kalder dansk idræts øverste organ det “et vigtigt signal”, at Rusland som nation trods alt bliver ramt hårdt.

/ritzau/