Topstriden i den italienske Serie A er en lige nu en hård duel mellem to Milano-klubber.
Milan har længe ligget på førstepladsen, men forspringet skrumper efter to uafgjorte kampe i træk, og Inter er nu bare et point efter på andenpladsen.
Det er kendsgerning, efter at Milan spillede 2-2 ude mod Genoa, og Inter hjemme vandt topkampen mod Napoli med 1-0.
Milan har 28 point og Inter 27, mens mesterholdet Juventus følger efter med 24 på tredjepladsen.
Topkampen mellem Inter, der havde Christian Eriksen på bænken i hele kampen, og Napoli blev i første halvleg en meget taktisk præget affære, hvor der var langt mellem de store muligheder.
Første halvlegs dramatiske højdepunkt faldt efter knap et kvarter, da Napoli-angriberen Dries Mertens udgik med en skade, der kunne se alvorlig ud.
Midtvejs i anden halvleg kom den spillemæssige dramatik så. Først var Napoli utroligt tæt på at bringe sig foran 1-0.
Lorenzo Insigne afsluttede frækt med hælen, og kun en mesterlig parade fra Inter-keeper Samir Handanovic forhindrede scoringen.
Få øjeblikke efter fik Inter straffespark i den anden ende begået af målmand David Ospina på Matteo Darmian.
Napoli-spillerne brokkede sig voldsomt, og Insigne endda så meget, at han blev udvist.
Inter-angriberen Romelu Lukaku viste efterfølgende koldblodighed med en sikker scoring fra 11 meter, som også blev sejrsmålet.
Topholdet Milan var tæt på at lide sæsonens første nederlag i Serie A på udebane mod Genoa, der havde Lukas Lerager på banen i hele kampen.
Uden skadede Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic var Milan bagud både 0-1 og 1-2, men den 20-årige back Pierre Kalulu udlignede for Milan med syv minutter tilbage til slutresultatet 2-2.
/ritzau/