Aalborg Håndbold er nu kun et enkelt point efter GOG på førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen.
Onsdag aften vandt nordjyderne nemlig med 28-26 på udebane over Mors-Thy. Dermed fik Aalborg lidt oprejsning efter weekendens uventede hjemmebanenederlag til Ribe-Esbjerg. Med til historien om jagten på førstepladsen hører dog, at GOG har spillet to kampe færre end Aalborg.
For Mors-Thys vedkommende var onsdagens nederlag et tabt skridt i jagten på en slutspilsplads og samtidig fortsættelsen på en dårlig stime.
Efter en fornem sæsonstart har Mors-Thy nu tabt otte ligakampe i træk, men er trods alt stadig kun et point fra en plads i slutspilsfeltet.
Det kunne dog nemt være gået anderledes onsdag aften.
I slutningen af første halvleg lignede det en sikker Aalborg-sejr, da gæsterne bragte sig på 15-10 ved Jonas Samuelsson, men det var det ikke.
Mors-Thy reducerede to gange inden pausen og i starten af anden halvleg blev resten af forspringet spist. Syv minutter efter pausen kunne Lasse Pedersen således udligne til 17-17.
Siden nåede hjemmeholdet at komme i front med 22-20, men så rejste skrivebordsmestrene sig igen.
På en stærk slutfase lykkedes det at vende kampen, og de to point var næsten hjemme, da Henrik Møllgaard bragte Aalborg i front med to mål i det næstsidste minut, og hjemmeholdet efterfølgende smed bolden væk.
/ritzau/