Den tidligere franske toptræner Gérard Houllier er død i en alder af 73 år få uger efter en operation i hovedpulsåren.
Det skriver avisen L’Equipe.
Houllier, der har en fortid som landstræner for Frankrig og som cheftræner i Paris Saint-Germain og Liverpool, var søndag vendt hjem efter et længere ophold på hospitalet.
Her blev han for tre uger siden opereret i hovedpulsåren. Så sent som i sidste uge udtalte Houllier, at han var klar over, at han levede på “lånt tid”, skriver L’Equipe.
Houllier indledte trænerkarrieren tilbage i 1970’erne i klubben Le Touquet i hjemlandet. Langsomt steg han i graderne, og i 1985 overtog han ansvaret i PSG i tre år.
Herefter kom han ind omkring det franske landshold. Først som assistent og senere med hovedansvaret fra 1992 til 1993 – dog uden den store succes.
I 1998 kom han til Liverpool, hvor han var manager i flere sæsoner. Houllier var med til at vinde FA Cuppen, den engelske Liga Cup og Uefa Cuppen i en forrygende 2000/01-sæson.
De mange turneringssejre blev fulgt op med yderligere to trofæer, da Liverpool på bagkant af succes-sæsonen vandt Charity Shield over Manchester United og Uefa Super Cup over Bayern München.
I oktober 2001 blev han indlagt før en kamp og blev opereret i hovedpulsåren. Resten af livet blev han behandlet med medicin.
Senere gik turen videre til Lyon, inden han fra 2010 til 2011 var manager i engelske Aston Villa, hvor lægerne til sidst forbød ham at fortsætte som fodboldtræner.
/ritzau/