Stigende smitte i Brøndby-trup umuliggør CL-kamp

I sidste uge blev den første Champions League-kamp mellem Brøndby og norske Vålerenga udsat på grund af coronasmitte i Brøndbys trup, og der er heller ikke udsigt til, at det, der skulle have været denne uges returkamp, kan afvikles.

Således er der stigende smitte i Brøndbys trup, beretter Brøndby-læge Lillan Tobin til VG ifølge nyhedsbureauet NTB.

– Efter et nyt tilfælde fredag har vi fire coronasmittede spillere, der er i isolation. Den nye smittede har været i nærkontakt med andre, så lige nu har vi kun ti spillere, der ikke er syge eller har været i nærkontakt med smittede, siger Tobin.

Den planlagte returkamp skulle spilles onsdag den 16. december, og ifølge NTB har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) endnu ikke meldt ud, hvad der skal ske med den kamp, og den der skulle have været spillet i torsdags.

Fodbold kan Brøndby i hvert fald ikke spille på onsdag, fastslår Lillan Tobin.

– Det er umuligt. Det har vi skrevet til Uefa. Vi har ikke noget hold.

Der er tale om en kamp i turneringens 16.-delsfinaler.

/ritzau/