Priske løfter på hatten over stærk OB-keeper

FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske, anerkender, at OB’s Oliver Christensen stod en fremragende kamp, da de to superligaklubber spillede 1-1 i Odense mandag aften.

Flere gange var den talentfulde målmand særdeles vaks på stregen, og det har han fået for vane, når modstanderen er FC Midtjylland. Det siger Brian Priske til TV3 Sport.

– Hver gang vi spiller mod OB, så står han fandeme godt dernede, og nogle gange må vi løfte på hatten, siger Brian Priske, der erklærer sig tilfreds på trods af pointtabet.

– Jeg er faktisk godt tilfreds med selve præstationen. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at vinde fodboldkampen og for at fastholde vores stil mod et fint OB-hold, som kæmpede med næb og klør for at forsvare målet.

Hjemmeholdets cheftræner, Jakob Michelsen, er også tilfreds med det, han så fra sine hårdtarbejdende spillere. Derudover er han enig med sin trænerkollega i, at Oliver Christensen stod en god kamp.

– Oliver havde rigtig gode redninger, og han er inde i en fantastisk udvikling. Siden han fik sin debut ude mod AB i en pokalkamp for 2,5 år siden, har han udviklet sig helt vildt, siger Michelsen til TV3 Sport.

Den 21-årige målmand er fast mand på U21-landsholdet, og han debuterede på A-landsholdet i den afbudsprægede testkamp mod Sverige i november.

Mandag aften blev Christensen kåret til banens bedste af tilskuerne i Odense, og den betragtning var han enig i.

– Ja, det synes jeg, at jeg var, siger målmanden med et stort smil.

Moses Opondo bragte OB foran 1-0, men kort inden pausen fik FC Midtjylland tilkendt et straffespark, da dommer Sandi Putros vurderede, at Oliver Lund nedlagde Erik Sviatchenko ulovligt i feltet.

Senere trak Putros sin kendelse tilbage efter at have set situationen igen på en monitor.

Det var det eneste rigtige at gøre, siger Oliver Lund, som altså blev frikendt for sin rene tackling.

– Jeg oplevede det som utrolig tyndt i første omgang. Jeg kunne ikke se, hvor dommeren stod i situationen, men det var utrolig tyndt, og jeg er glad for, at det blev trukket tilbage. VAR reddede os gudskelov, men der stod en dommer og en linjedommer, som burde tage ansvar, men det gjorde de ikke.

– Jeg vidste godt, der ikke var straffe, og hvis den var blevet dømt, så havde det været årets største fiasko, når man snakker om domme, siger Oliver Lund til TV3 Sport.

Efter pausen lykkedes det for FC Midtjylland-angriberen Sory Kaba at udligne til 1-1.

/ritzau/