Neymar får betryggende nyt efter skanning af ankel

Paris Saint-Germain-stjernen Neymar kan ånde lettet op, efter at han søndag udgik med det, der kunne ligne en alvorlig ankelskade i opgøret mod Lyon.

Brasilianeren har fået godt nyt, efter at anklen blev undersøgt nærmere mandag.

Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyser Paris Saint-Germain, at undersøgelsen peger i retning af en forstuvning i venstre ankel. PSG kalder prognosen betryggende.

Han skal dog undersøges yderligere i løbet af de næste to døgn, lyder det fra PSG.

Neymar tog sig grædende til anklen og var i store smerter, da han i overtiden blev nedlagt af Lyons Thiago Mendes, der fik rødt kort for forseelsen.

– Mine tårer var fra smerter, desperation, frygt for operation og krykker og andre forfærdelige minder. Det kunne have været værre, men Gud sparede mig for noget mere alvorligt, skriver Neymar på Instagram.

Efterfølgende skrev den britiske avis The Mirror, at Neymar kunne have fået et brud i foden.

PSG tabte søndagens hjemmekamp til Lyon med 0-1 og er blot nummer tre i den franske liga efter 14 spillerunder – et point efter Lille og Lyon.

PSG er også fortsat med i Champions League, og her venter i ottendedelsfinalen mægtige FC Barcelona. Det blev en kendsgerning ved mandagens lodtrækning.

/ritzau/