Kevin Magnussen om Formel 1-afsked: Et kapitel er afsluttet

Med den foreløbige afslutning på Formel 1-karrieren har Kevin Magnussen jagtet en drøm, og nu er det tid til nye udfordringer.

Det skriver han i et opslag delt på sociale medier søndag aften.

Magnussen kørte søndag for Haas sit foreløbigt sidste Formel 1-løb i Abu Dhabi.

Danskeren tager nu afsked med en del af sit liv, der indtil nu har været det altoverskyggende fokus.

– Et kapitel er blevet afsluttet i dag, og sikke en rejse det har været. Lige siden jeg var en lille dreng, har Formel 1 været mit liv, skriver han.

– Da jeg fortalte mine lærere i skolen, at jeg ville være Formel 1-kører, grinede de af mig. Jeg vidste bare uden tvivl i mit hjerte, at jeg ville få det til at ske. Jeg var kun et naivt lille barn uden nogen reel idé om de udfordringer, der ventede mig, men jeg vidste, at jeg ville klare det.

Præstationen i afskedsløbet i Abu Dhabi var – som så ofte før – præget af, at Kevin Magnussen ikke var i nærheden af at kunne gøre sig gældende på grund af Haas-bilens manglende fart.

Det var en afslutning, som var svær at nyde, fortalte han efter løbet på tv.

Men han er også taknemmelig for de muligheder, han har fået – både i kraft af støtten fra sine forældre, resten af sin familie og andre mennesker, der har hjulpet ham økonomisk, skriver han.

– Jeg har været utroligt heldig at møde mennesker, der kunne støtte mig i at realisere mine drømme, og jeg vil for altid være taknemmelig over for dem, skriver han.

Magnussen startede hos McLaren i 2014, var reservekører for samme hold i 2015 og skiftede til Renault i 2016.

Sæsonen efter kom han til Haas.

Fra næste sæson skal han køre i den amerikanske Imsa-serie for holdet Chip Ganassi Racing.

– Jeg glæder mig til næste kapitel i mit liv, som bliver utroligt spændende, skriver han og fortsætter:
– Jeg håber, at jeg kommer til at underholde jer med det næste, som jeg giver mig i kast med.

/ritzau/