FCN er stærk hjemme: Knoldede udebaner udfordrer

FC Nordsjælland er et Superligaens bedste hjemmehold. Hjemme i Farum var det blevet til fire sejre og en uafgjort, inden holdet søndag tabte 0-1 til FC København.

På udebane har mandskabet omvendt ikke prøvet at vinde efter tre uafgjorte kampe og tre nederlag i denne sæson.

Forklaringen på dette ligger i banernes beskaffenhed. Hjemme i Farum på Right to Dream Park spilles der nemlig på kunstgræs, og det passer bedre til spillestilen hos FCN ifølge midtbanespiller Magnus Kofod Andersen.

– Vi har hentet utroligt mange point her, og det giver god mening, når det er det underlag, vi er vant til at spille på. Det kan gå rigtigt hurtigt. Det er selvfølgelig til vores fordel, for vi er vant til det hurtige spil, de hurtige kombinationer, dybdeboldene, de hurtige folk oppe foran og bolde, der ligger som de skal.

– Så kan det selvfølgelig være, vi får lidt flere udfordringer, når vi kommer på en knoldet bane og skal gøre de samme ting der, hvor holdene med lidt mere primitiv spillestil kan boltre sig bedre, siger Magnus Kofod Andersen.

Den analyse får han opbakning til fra cheftræner Flemming Pedersen. Han regner dog samtidigt med, at det vil udjævne sig over hele sæsonen.

– Græsbaner eller en ujævn græsbane på udebane er ikke noget, vi er vant til. Så der har modstanderen omvendt en fordel på hjemmebane. Vi regner med, at det er noget, der går nogenlunde lige op over en sæson, lyder det fra Flemming Pedersen.

Han peger derudover også på svære modstandere og en smule uheld på udebane.

– Det har været nogle svære udebaner. Kampen i Sønderjyske ligger og vipper, og den kan vi lige så godt vinde, men selvfølgelig på den årstid kan der være lidt med de tungere baner.

– Der er det nemmere med vores spillestil på hjemmebane. Der er ikke noget mentalt, hvis det er det, du efterspørger.

FCN gæster FC Midtjylland i sidste runde af efterårssæsonen den 21. december.

/ritzau/