Salah skaffer Liverpool uafgjort mod Fulham og Andersen

Liverpool var tæt på at indkassere sæsonens andet nederlag i Premier League, da det forsvarende mesterhold var på besøg hos Fulham.

Men på et straffespark af Mohamed Salah slap Liverpool hjem fra Craven Cottage med 1-1 og et enkelt point.

Oprykkerholdet bragte sig foran 1-0 på et mål af kantspilleren Bobby Decordova-Reid efter 25 minutter.

Bobby Decordova-Reid kom foran Liverpool-backen Andy Robertson og hamrede bolden hårdt ind i det fjerneste hjørne.

Føringen blev en realitet efter et solidt Fulham-overtag. Liverpool var hele tiden et skridt bagefter i de første 30-35 minutter.

I slutningen af første halvleg var Liverpool bedre med i opgøret, og stjerneangriberne Sadio Mane og Mohamed Salah forsøgte sig uden held.

Takket være flere redninger af målmanden Allison Becker var Liverpool kun bagud med den ene scoring ved pausen.

Joachim Andersen spillede generelt en god kamp i det centrale forsvar for Fulham, som har lejet danskeren i franske Lyon.

Liverpool pressede på for en udligning i anden halvleg og havde også flere chancer for at score.

Men Jordan Henderson og Curtis Jones brændte for udeholdet. Udligningen kom dog efter 79 minutter.

Her fik Liverpool tilkendt et straffespark efter en Fulham-spillers hånd på bolden efter et frispark.

Salah eksekverede fra pletten, og selv om bolden ikke var placeret specielt godt, så kunne Fulham-keeper Alphonse Aréola ikke forhindre 1-1-målet.

Med det ene point er Liverpool placeret på andenpladsen med 25 point efter 12 kampe. Tottenham er nummer et med samme antal point, men med en bedre målscore.

Leicester og Kasper Schmeichel, som søndag aften vandt 3-0 hjemme over Brighton, er nummer tre i rækken med et enkelt point op til de to tophold.

Jannik Vestergaard og Southampton, der tidligere søndag vandt 3-0 hjemme over Sheffield United, er nummer fire med 23 point.

Arsenal, som tabte 0-1 hjemme til Burnley efter et rødt kort til Granit Xhaka for et halsgreb på en modspiller, er helt nede som nummer 15 med blot 13 point efter 12 kampe.

Fulham og Joachim Andersen er nummer 18 – lige under nedrykningsstregen – med 8 point efter 12 kampe. Holdet har et point op til Burnley, der har spillet en kamp færre.

/ritzau/