Dansk håndboldlektion sætter EM-brag op mod Rusland

Én sejr mere og så er de danske håndboldkvinder i semifinalerne ved EM i Herning.

Det står klart, efter at Danmark på en fremragende første halvleg tromlede hen over Spaniens viceverdensmestre og på autopilot kunne køre en sikker sejr på 34-24 hjem i de sidste 30 minutter.

Den manglende sejr skal dog komme over Ruslands guldaspiranter tirsdag, men kan Danmark ramme niveauet fra første halvleg mod Spanien, er det slet ikke udelukket.

Danmark kom rigtig fint fra land i kampen, hvor Spaniens offensive forsvar slet ikke gav de problemer, som Frankrigs ditto gjorde i indledende gruppespil.

Der var masser af huller i spaniernes defensiv. Det blev blandt andet udnyttet til flere stregindspil, som ellers ikke har været en ret stor del af Danmarks taktik indtil videre i turneringen.

I modsatte ende stod Sandra Toft også stærkt i billedet, og ret hurtigt blev der slået et godt hul på måltavlen.

Efter 20 minutters spil var Danmark i front med 12-6, og Spanien havde det mere end almindelig svært over for det Line Haugsted-styrede danske forsvar.

Spanierne spillede på tværs og på tværs for at lede efter små åbninger, men de var der stort set ikke. Og skulle de være der, stod der et solidt plankeværk bagved i skikkelse af Sandra Toft.

De spanske afslutninger blev mere og mere forcerede, og det hjalp på ingen måde holdet.

Imens kørte den danske kontrafase, inklusive andenbølgekontra, bedre end set i flere år nærmest.

Målene regnede ind om ørerne på den spanske målvogterveteran Silvia Navarro, som blev erstattet uden den store effekt.

Danmark tromlede sig overlegent foran med hele 17-7, inden Spanien med tre mål på stribe inden pausen fik sat prop i ydmygelsen.

Jesper Jensen på den danske bænk følte sig så sikker på sejren, at han allerede fra anden halvlegs begyndelse lod spillere fra truppens periferi komme på banen.

Althea Reinhardt overtog målet fra Sandra Toft, og Andrea Hansen fik spilletid på højrefløjen i stedet for Trine Østergaard.

Det tog toppen af Danmarks overlegenhed. Der sneg sig lidt flere fejl ind i angrebet, hvor især Kristina Jørgensen spillede lidt stresset og med høj fejlmargin.

Føringen var dog for stor til at komme i fare, da spanierne også bød ind i forhold til tekniske fejl.

Forskellen blev aldrig mindre end seks mål, og til slut blev storsejren udbygget.

Danmark kunne få hele truppen i spil og ikke mindst give lidt pause til de mest belastede spillere på holdet inden skæbnekampen mod Rusland.

/ritzau/