Columbus Crew er det nye mesterhold i den nordamerikanske fodboldliga MLS.
Det står klart, efter at klubben natten til søndag dansk tid slog de forsvarende mestre fra Seattle Sounders 3-0 i MLS-finalen.
Seattle har nået MLS-finalen fire gange de seneste fem år. Men denne gang var det Columbus Crew, der var totalt ovenpå.
Sejren blev kørt i hus på overbevisende manér, og den argentinske midtbanespiller Lucas Zelarayán spillede en nøglerolle for Crew-holdet.
Zelarayán scorede således et mål i hver halvleg og lavede også en assist.
Det er anden gang, at Columbus Crew vinder MLS Cuppen, som ligaens finalekamp kaldes. Den anden MLS-titel til Columbus blev vundet i 2008.
Efter kampen blev Zelarayán – der ankom i december sidste år fra Tigres for angiveligt omkring 43 millioner kroner – udnævnt til turneringens MVP (Most Valuable Player, red.).
I alt havde 1500 mennesker fået adgang til stadion, hvor der kun var adgang til et begrænset publikum på grund af coronavirus.
/ritzau/Reuters