Rasmus Falk føjer tre år til sin aftale med FCK

Rasmus Falk forlænger med FC København.

Den rapfodede fynbo har sat sin signatur på en kontrakt, der løber frem til 2025. Det meddeler FCK i en video på Twitter, der slutter med påskriften “Falk 2025”.

FCK skriver det også i en pressemeddelelse.

Rasmus Falk har spillet i hovedstadsklubben siden sommeren 2016, hvor han kom til fra OB. Han fik sin fodboldopdragelse i Middelfart.

I december 2018 forlængede han sin kontrakt med FCK frem til sommeren 2022, og nu er der altså lagt yderligere tre år på aftalen.

Udlandet har været inde i overvejelserne hos midtbanespilleren, men i sidste ende faldt valget på flere år i FCK.

– Jeg er meget motiveret og har store ambitioner i forhold til at skabe nye store øjeblikke i klubben sammen med holdet og vores fans, så jeg er meget glad for, at min fremtid er her og nu er på plads.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg også kunne have valgt at jagte et ophold i udlandet et sted, men det er også vigtigt for mig, at jeg oplever, at jeg virkelig er ønsket her, og at der er så stor tillid til mig. Den vil jeg arbejde hårdt for at betale tilbage på, siger Rasmus Falk til klubbens hjemmeside.

Falk, der er noteret for 184 kampe for FCK, er en nøglespiller for cheftræner Jess Thorups hold, mener midlertidig sportslig leder William Kvist.

– Der er ingen tvivl om, at han stod ved en skillevej, hvor det enten var en jagt på et udenlandseventyr eller at forpligte sig til FCK. Heldigvis var Rasmus enig med os i, at han hører til i Parken og hos os.

– Han har i hele sin tid i klubben været en vigtig spiller for os, men der er ingen tvivl om, at han især i de seneste sæsoner har været en nøglespiller på holdet.

– Nu bliver Rasmus en ledende figur i den udvikling, vi er inde i lige nu med nogle nye idéer omkring spillestil, hvor han også har vist sig som en vigtig figur, siger William Kvist.

28-årige Falk har spillet 12 kampe på tværs af alle turneringer i denne sæson for FCK, som efter 11 kampe ligger nummer syv i Superligaen.

/ritzau/