Dortmund blamerer sig igen på hjemmebane i Bundesligaen

Stuttgart leverede en flot præstation, da holdet på udebane udspillede Borussia Dortmund i den tyske Bundesliga.

Dortmund endte med at tabe kampen med 1-5, og hjemmeholdets spillere virkede opgivende til slut.

Det var Dortmunds tredje nederlag i træk på hjemmebane i Bundesligaen.

Blamagen kan måske også få sædet til at brænde under Dortmund-træner Lucien Favre.

Thomas Delaney var for tredje kamp i træk ude med en rygskade for Dortmund, som generelt er hårdt plaget af skader.

I første halvleg bragte Silas Wamangituka Fundu udeholdet foran 1-0 på et straffespark efter 26 minutter.

Giovanni Reyna udlignede til 1-1 efter 39 minutter og skabte håb igen for Dortmund.

Men i anden halvleg gik det helt galt for Dortmund hjemme på Signal Iduna Park.

Stuttgart scorede fire gange, mens Dortmund-spillerne til sidst så helt resignerende ud.

Målene i anden halvleg blev sat ind af Silas Wamangituka Fundu med sin anden scoring i kampen, Philipp Förster, Tanguy Coulibaly og Nicolas Gonzalez.

RB Leipzig vandt på hjemmebane med 2-0 over Werder Bremen på mål af Marcel Sabitzer og Dani Olmo i første halvleg.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen spillede hele kampen for Leipzig, og han burde have scoret.

I første halvleg forsøgte Yussuf Poulsen sig med en akrobatisk afslutning uden for feltet, men bolden gik forbi det tomme mål, efter at Werder Bremen-keeper Jiri Pavlenka var ude af sit bur.

I anden halvleg blev Yussuf Poulsen spillet fri i højre side, og danskeren chippede nonchalant bolden over Jiri Pavlenka, men ramte stolpen.

Til gengæld var det Yussuf Poulsen, som stod for en finurlig assist til Olmo ved 2-0-målet.

Med sejren er Leipzig lige nu på førstepladsen i rækken med 24 point efter 11 kampe.

Dortmund er nummer fem med 19 point efter 11 kampe, mens Stuttgart på sjettepladsen nu har 17 point.

/ritzau/