Dansk World Tour-rytter forventer at stoppe karrieren

Mens rekordmange danskere i den kommende sæson bliver en del af World Touren, er cykelrytteren Jesper Hansen gledet ud. Og måske kommer han ikke tilbage.

I et interview med B.T. siger han, at han forventer at stoppe karrieren.

30-årige Hansen står uden kontrakt for den kommende sæson, efter at kontrakten med World Tour-holdet Cofidis er udløbet, og han har før luftet tanken om at stoppe.

Nu er han kommet nærmere den beslutning.

– Jeg har indstillet mig på, at jeg skal finde noget andet at lave. I takt med at jeg har gået rundt herhjemme og vendt det hele oppe i hovedet, synes jeg egentlig, det er okay, siger han til avisen.

Jesper Hansen begyndte i 2013 at køre på prøve hos Saxo-Tinkoff, og han kørte derefter for holdet frem til 2017, hvor han skiftede til Astana.

Her var han en del af en danskerkoloni, der blandt andet talte landsmændene Magnus Cort og Jakob Fuglsang.

I 2019 rykkede han over på Cofidis-holdet, som året efter fik World Tour-status, men har ikke fået sit endelige gennembrud for holdet.

Jesper Hansen står noteret for to professionelle sejre. I 2015 vandt han en etape i Tour of Norway, og han snuppede også den samlede sejr i løbet.

Selv om han forventer et karrierestop, holder han en lille dør på klem for at fortsætte.

– Hvis eksempelvis Riwal hiver en kanin op af hatten, kunne det være interessant. Men ellers vil jeg ud at arbejde – helst noget med cykler. I en butik eller som sælger. I hvert fald noget inden for cykelbranchen, siger han til B.T.

/ritzau/