FCK dropper Dubai-tur efter kritik

Efter et par dage med hård kritik ændrer FC København nu sine planer om at tage til Dubai på træningslejr i januar. Nu går turen alligevel til Portugal, som det oprindeligt var planen.

Onsdag lød det ellers fra superligaklubben, at man havde droppet planen om at tage til Portugal og i stedet ville rejse til Dubai. Det udløste massiv modvind fra blandt andre flere af klubbens fans.

Sidste år meldte FCK – efter kritik fra fansene – ud, at man ikke længere ville rejse til De Forenede Arabiske Emirater, som Dubai er en del af, fordi landet på flere områder er på kant med menneskerettighederne.

Nu tager FCK altså til Portugal, fordi der i løbet af fredag “er opstået nye muligheder i forhold til træningsfaciliteter og modstandere”, som det lyder på FCK’s hjemmeside.

De ændrede planer har tilsyneladende ikke noget at gøre med utilfredsheden udefra over valget af Dubai.

– Vi stod i en situation, hvor Dubai var den eneste mulighed uden for Danmarks grænser, da coronasituationen i Europa havde hindret os i at finde kvalificerede modstandere og faciliteter i Portugal, som var vores plan, lyder det fra FCK’s midlertidige sportslige leder, William Kvist, på hjemmesiden.

– I dag (fredag, red.) er vi så blevet gjort opmærksom på, at der er opstået nye muligheder for at få de kvalificerede modstandere og de rette træningsfaciliteter i Portugal, der er helt afgørende for værdien af turen, uden vi går på kompromis med kvaliteten sportsligt.

William Kvist er glad for, at FCK nu er endt i det land, der hele tiden har været klubbens førsteprioritet, lyder det.

– Vi er samtidig utroligt glade for, at vi nu både kan imødekomme både de sportslige krav og vores fans’ ønsker, som vi selvfølgelig kender, og vi går i gang med at sikre, at vi fremover har flere muligheder på hånden uden for Europa, hvis coronasituationen trækker ud.

Torsdag sagde William Kvist, at han godt kunne forstå fansenes utilfredshed, men at det var helt sikkert, at FCK i denne sæson ville tage til Dubai på træningstur.

Klubbens træningslejr varer fra 9. til 23. januar.

/ritzau/