Dansk trio dumper ud af golfmajor

Det blev en kort weekend for de danske deltagere i årets sidste golfmajor, US Women’s Open. Faktisk nåede den aldrig rigtigt at begynde for Nicole Broch Larsen, Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen.

Alle tre er nemlig ude af turneringen efter ikke at have klaret cuttet fredag.

Man måtte maksimalt være tre slag over par for at gå videre til finalerunderne. Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen var tættest på af danskerne og sluttede begge i fem slag over par.

Nicole Broch Larsen var slet ikke i nærheden af at blive en del af det fine selskab, der også skal i aktion lørdag og søndag. Hun sluttede i ti slag over par efter endnu en skidt runde fredag.

Emily Kristine Pedersen har været flyvende på det seneste. Tre sejre i træk blev det til på Ladies European Tour i november, men hun kunne altså ikke holde det høje niveau i årets sidste store turnering.

Japanske Hinako Shibuno ligger øverst efter de to første runder i syv slag under par.

US Women’s Open spilles i Houston i delstaten Texas og har en samlet præmiepulje på 5,5 millioner dollar (cirka 34 millioner kroner).

/ritzau/