Danmark er tæt på at fastholde to pladser i CL-kvalen

Nok havde FC Midtjylland udspillet sin rolle i gruppe D, men for dansk klubfodbold fik det alligevel vital betydning, at midtjyderne onsdag rundede Champions League-gruppespillet af med 1-1 og altså et point mod Liverpool.

For da Omonia Nicosia torsdag forpassede muligheden for at tage point ude mod PSV Eindhoven og tabte 0-4 i Europa League, betød det samtidig, at Danmark i koefficient-regnskabet igen ligger nummer 14 foran Cypern.

Dermed står Danmark med ekstra gode chancer for at beholde sin plads i top-15.

Det vil betyde, at Danmark ligesom i sæsonen 2021/22 også i 2022/23 får to pladser i Champions League-kvalifikationen, en plads i Europa League-kvalifikationen og to i Europa Conference League, der indføres fra næste sæson.

Danmark kan i denne sæson stadig hentes af Serbien, Grækenland, Tjekkiet og Schweiz, men deres hold, der er avanceret til knockoutfasen, skal hente mange sejre, hvis Danmark skal overhales.

Og Danmark skal altså overhales af mindst to af de lande for at ryge ud af top-15.

Daniel Rommedahl, der er Director of Football Operations and International Affairs i FC København, var meget tilfreds med torsdagens resultat i Eindhoven.

– Jeg fulgte spændt med, og heldigvis vandt PSV. Det var relativt vigtigt i forhold til, at Danmark bliver i top-15. De lande, der kan nå os, skal hente relativt mange sejre for at nå Danmark, og nu er det altså to lande, der skal levere.

– Det er meget tæt omkring top-15, så det var rart. Lige nu ser det meget positivt ud, siger Daniel Rommedahl.

FC København har næsten været en garant for at nå et europæisk gruppespil i mange år, men det glippede i denne sæson.

I stedet kvalificerede FC Midtjylland sig til Champions League for første gang, hvilket blev afgørende for, at Danmark kan blive i top-15. Midtjyderne tabte de fire første kampe, men fik så uafgjort mod Atalanta og Liverpool.

– Når nu vi ikke selv kom i et gruppespil, var det godt, at et andet hold kom med og fik fire bonuspoint for at spille Champions League-gruppespil og derudover hentede to point, siger Daniel Rommedahl.

Næste år kan det derimod blive sværere at fastholde pladsen i top-15, som skal hjælpe Danmark til gunstige forudsætninger i sæsonen 2023/24.

Ranglisten er altid baseret på resultaterne fra de seneste fem sæsoner, og næste gang mister man pointene fra den glimrende sæson i 2016/17.

Da hentede FCK ni point i Champions League-gruppespillet og nåede efterfølgende ottendedelsfinalen i Europa League.

– Det kan blive mere problematisk om et år, når vi mister en god sæson, men så må vi skabe en ny god sæson. Det er op til os selv, siger Rommedahl.

/ritzau/