Solskjær efter CL-exit: Vi kom aldrig ind i kampen

Manchester United er kommet ind i en dårlig vane med at indlede kampe sløvt og ukoncentreret.

Det erkender manager Ole Gunnar Solskjær, efter at holdet tirsdag blev sendt ud af Champions League-turneringen med et nederlag på 2-3 ude mod RB Leipzig.

Allerede efter 13 minutter havde det tyske hold scoret to gange, og angriberen Emil Forsberg havde få minutter senere en kæmpe chance for at øge føringen til 3-0, da han i helt fri position sparkede bolden forbi målet fra få meters afstand.

I alle tre situationer fremstod Uniteds bageste kæde forvirret og uden styring.

– Vi præsterede ikke godt nok som et hold. Vi vidste, at de ville angribe og sende afleveringer ind i feltet. Desværre måtte vi indkassere to mål og fik aldrig gang i spillet, siger Solskjær ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi begyndte ikke at spille, før de var kommet foran 2-0. Det er (et problem, red.), vi er nødt til igen at tage fat i. Vi skal være bedre til at styre det, tilføjer nordmanden.

Manchester United havde brug for et enkelt point for at kvalificere sig til knockoutkampene i Champions League, og selv om Leipzig i anden halvleg kom foran 3-0, var englænderne tæt på at hente et uafgjort resultat.

Bruno Fernandes reducerede til 1-3 på et straffespark i det 80. minut, og to minutter senere fulgte Paul Pogba op med endnu en scoring.

Sene scoringer har kendetegnet Manchester United i denne sæson. I Premier League har holdet flere gange vendt et truende nederlag til en sejr. Men ikke mod Leipzig.

– Det er anderledes i Champions League. Du kan ikke givet et hold en føring på tre mål og forvente at komme tilbage, siger Solskjær ifølge Reuters.

– Vi var uheldige mod slutningen, og man troede næsten, at den var inde i det sidste minut, siger han om en chance i tillægstiden, som blev pareret af Leipzigs målmand Peter Gulacsi.

/ritzau/