Holland afværger EM-fiasko efter comeback

For et år siden jublede de over et verdensmesterskab. Tirsdag var de en halv time fra et overraskende exit fra EM efter det indledende gruppespil.

Men de hollandske håndboldkvinder er dog alligevel med hiv og sving klar til mellemrunden ved håndbold-EM efter en sejr over Ungarn på 28-24.

Verdensmestrene måtte kæmpe for sejren efter at være gået til pause bagud med to mål.

Lois Abbingh, Tess Wester og de andre hollandske profiler tager to point med sig videre fra gruppe C.

Kroatien og Ungarn går ligeledes videre fra gruppen med henholdsvis fire og nul point.

Holland havde noget overraskende ryggen mod muren tirsdag efter nederlag til både Kroatien og Serbien i de to første indledende gruppekampe.

Det så altså også ud til at ende i en regulær fiasko for hollænderne i første halvleg, hvor Ungarn flere gange var foran med fire mål.

Men efter pausen kom Holland i gang, og så endte det til sidst med en sejr og avancement.

Holland, Kroatien og Ungarn sættes sammen med de tre hold fra gruppe D, der gik videre, Norge, Tyskland og Rumænien.

/ritzau/