OB aflyser træning på grund af corona-mistanke

Superligaklubben OB aflyser mandag træningen for førsteholdet på grund af mistanke om coronasmitte.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

– To personer omkring OB’s stab kan være smittet med covid-19, og derfor lukkes der ned for alle aktiviteter i Ådalen mandag, lyder det fra OB.

Klubben pointerer, at den ønsker at tage alle forholdsregler og minimere risikoen for en eventuel smittespredning i og omkring klubben.

– Derfor har vi for en sikkerheds skyld valgt at sende alle spillere, trænere og medarbejdere fra førsteholdet og akademiet hjem, indtil negative tests foreligger, skriver OB.

OB forventer at kunne genoptage træningen igen tirsdag formiddag.

/ritzau/