Hjulmand ser Østrig som farlig modstander på vej mod VM

Det danske fodboldlandsholds lodtrækning til VM-kvalifikationen frem mod slutrunden i Qatar i 2022 er mere end godkendt.

Sådan lyder det fra landstræner Kasper Hjulmand, som overordnet set er godt tilfreds.

Modstanderne for Danmark blev Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova.

Danskerne slap dermed for lange rejser østpå, og det er vigtigt, eftersom kampprogrammet med ti kvalifikationskampe i 2021 i forvejen er stramt.

– Specielt i det her sammenpressede program. Vi slap for Aserbajdsjan og Kasakhstan og så videre.

– Samlet set var det en god lodtrækning, og vi glæder os. Et hold som Østrig og østrigsk fodbold generelt er på vej frem, efter at Red Bull gik ind i Salzburg og har presset nogle ting spillemæssigt ind i Østrig.

– De østrigske spillere forlader Østrig meget tidligt for at tage til Bundesligaen. Det er nærmest et bundesligahold, vi skal op imod, siger Hjulmand.

Han vil dog ikke kalde det en drømmelodtrækning. Men det er tæt på.

– Det er en rigtig god lodtrækning. Der er måske nogle enkelte nuancer i det, hvor jeg vil sige, at hvis det havde været drømmelodtrækningen, så kunne det være lidt anderledes.

– Men det kunne have været værre, og jeg synes som sagt, at det er en rigtig god lodtrækning, siger Hjulmand.

Også skotterne får nogle rosende ord med på vejen.

– Det er et skotsk hold, som altid og måske endnu mere nu er på vej frem. De er kommet til EM for første gang og har en masse entusiasme.

– De har også gjort noget ved spillestilen, som det engelske landshold også har. Så det ikke er det, vi kan betegne som typisk britisk. De har gjort en masse ved spillet.

/ritzau/