Sviatchenko forlænger med FCM frem til 2024

Forsvarsspilleren og anfører Erik Sviatchenko forlænger sin kontrakt med mesterholdet FC Midtjylland frem til 2024.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

– Der har været meget snak frem og tilbage med, hvad der skal ske, så det er et vigtigt statement for alle i og omkring klubben, at anføreren forpligter sig til det spændende projekt, vi har gang i.

– Det har været den største motivation for at skrive under, forklarer Erik Sviatchenko.

Han fik sit gennembrud i FCM, hvor han indledte seniorkarrieren, og blev i 2016 solgt til skotske Celtic.

I januar 2018 vendte han tilbage det FCM på en lejeaftale, som blev gjort til en permanent kontrakt senere samme år, hvor FCM blev mester.

Aftalen er nu blevet forlænget, efter at FCM først blev dansk mester igen i sommeren 2020 og siden banede sig vej til gruppespillet i Champions League.

– Klubbens udvikling er gået utroligt hurtigt de sidste par år, hvor alle har købt ind i den ærgerrighed, som har skaffet os mesterskaber og Champions League, men det stopper ikke her.

– Jeg vil gerne være med til at personificere, at der hele tiden kommer en ny dag, hvor vi kan blive endnu bedre og endnu dygtigere, lyder fra Sviatchenko.

Sportsdirektør Svend Graversen er begejstret for den nye aftale med forsvarsgeneralen.

– Der er ingen tvivl om, at Erik har stor andel i klubbens største meritter, så vi er naturligvis utroligt glade for, at det fortsætter, siger Svend Graversen.

– Da han kom hjem fra Celtic, tog han ikke et skridt ned, men i stedet har han været afgørende for, at FC Midtjylland har taget et skridt op siden 2018 med to mesterskaber, en pokaltitel og Champions League-gruppespil.

Så sent som lørdag scorede Sviatchenko til 1-0, da FC Midtjylland generobrede førstepladsen i Superligaen med en sejr på 2-0 ude mod Vejle.

/ritzau/