Silkeborg er gået i stå i jagten på Superligaen

Silkeborg har fået problemer i jagten på en hurtig tilbagevenden til Superligaen.

Søndag måtte cheftræner Kent Nielsen se sit mandskab tabe med 1-2 på udebane til Vendsyssel.

Dermed har midtjyderne blot hentet et point i de seneste tre kampe.

Indtil for to uger siden så alt ellers lovende ud for Silkeborg, der trods de øjeblikkelige udfordringer fortsat er det mest scorende mandskab i 1. division.

For to uger siden spillede holdet 3-3 på eget græs mod Helsingør, efter at gæsterne udlignede i overtiden. Få dage senere tabte Silkeborg 0-1 på udebane til ligaens førerhold fra Viborg.

I søndagens opgør headede 18-årige Alexander Lind Silkeborg foran med 1-0 efter et kvarter, men ti minutter senere udlignede Jakob Hjorth til 1-1 for Vendsyssel – også på et hovedstød.

Fem minutter efter pausen tog værterne føringen, da Zander Hyltoft med et godt skud gjorde det til 2-1 for hjemmeholdet, der er næstsidst i 1. division.

Fra bænken reagerede Silkeborg-træner Kent Nielsen ved at sende de offensive kort Sebastian Jørgensen og Emil Holten på banen, og gæsterne kom da også tæt på.

I slutfasen ramte Silkeborgs Anders Hagelskjær stolpen, men det lykkedes ikke at få point med hjem fra Hjørring.

Efter 14 spillerunder har Silkeborg 25 point på ligaens fjerdeplads.

Rækken toppes af Viborg med 34 point efterfulgt af Esbjerg med 29 point. Esbjergenserne har dog spillet en kamp færre end både Viborg og Silkeborg. De to bedste hold rykker op i Superligaen.

Tidligere på søndagen leverede formstærke Hvidovre en overraskelse med en udesejr på 1-0 over Fredericia, der er nummer tre i rækken.

Kim Aabech scorede sejrsmålet i begyndelsen af anden halvleg for Hvidovre, der nu har hentet fire sejre i træk. Dermed har holdet bevæget sig væk fra bunden og indtager en ottendeplads.

/ritzau/