Koeman efter 1-2: Gigantisk tilbageslag for titelchance

12 point fra førstepladsen efter bare 10 spillede kampe. Sådan lyder status for storklubben FC Barcelona, der blot kan prale af fire ligasejre i de ti kampe.

Lørdag måtte Barcelona, der gav fuld spilletid til Martin Braithwaite, igen se sig slået på udebane, denne gang af oprykkeren Cadiz, der vandt 2-1 med Jens Jønsson på holdet.

Dermed har Barcelona blot hentet et point i de seneste fire udekampe.

– Det er et gigantisk tilbageslag for vores mesterskabschance. Sådan må vi se på det efter så skuffende et resultat. 12 point er en meget stor afstand, men vi må bare køre på, siger Barcelona-træner Ronald Koeman til catalansk TV3.

I lørdagens kamp kom Cadiz foran allerede efter syv minutter. Kun fordi Alvaro Gimenez sparkede bolden i mål på selve målstregen, var der ikke tale om et Barcelona-selvmål.

Selvmål var det til gengæld, da Barcelona udlignede med lidt mere end en halv time tilbage. Så var der lagt op til et Barcelona-pres, men i stedet scorede Alvaro Negredo til 2-1 for Cadiz.

Barcelona havde et indkast tæt på eget mål, og forsvaret formåede at fumle så meget, at Negredo kunne stjæle bolden og score i et tomt mål.

– Vi tabte på grund af en utrolig fejl. Det er ikke et niveau, jeg forventer at mit hold. Det viste, at vi ikke var koncentrerede. Attituden var heller ikke god. Jeg er meget skuffet, og vi er nødt til at forbedre os, siger Koeman.

– Målene, vi har indkasseret på det seneste, er svære at forklare. Det kan handle om manglende koncentration. Mod Cadiz havde vi en halv time til at score igen, men i stedet gav vi et mål væk på vores eget indkast.

Barcelona skal næste gang i aktion i ligaen på søndag hjemme mod Levante. Forinden venter tirsdag en hjemmekamp mod Juventus, hvor Barcelona blot skal undgå at tabe med mere end 0-2 for at sikre gruppesejren i Champions League.

/ritzau/Reuters