FCK-anfører til Brøndby-komet: Lad os se hvad i kan

Brøndby-profilen Jesper Lindstrøm udtalte i mandags, at han ser de blågule som FC Midtjyllands største udfordrer i kampen om det danske mesterskab.

I sidste sæson var FC København nærmeste forfølger til FCM, men københavnerne har som bekendt fået en haltende start på sæsonen.

Ikke desto mindre er FCK-anfører Carlos Zeca opsat på at modbevise Jesper Lindstrøms udtalelse.

– Jeg respekterer hans mening, men lad os se. Jeg har før hørt, at Brøndby er den største udfordrer til FCK eller Midtjylland, men i sidste ende var de ikke i stand til det – desværre for dem, men ikke for mig.

– Det er hans mening, og vi er her for at bevise, at han tager fejl, siger Carlos Zeca med et smil efter søndagens 2-0-sejr over AC Horsens.

Brøndby var uhyre tæt på at vinde guld i 2018, men snublede på målstregen, og derfor ligger de blågules seneste mesterskab tilbage i 2005.

FCK-træner Jess Thorup forventer at se sit hold komme buldrende i resten af sæsonen, men han bruger ikke energi på Jesper Lindstrøms udtalelse.

– Det må han gerne tro. Det vedrører egentlig ikke mig, og det bruger jeg ikke ret meget tid på, ligesom jeg ikke bruger tid på, hvordan kampe i øvrigt forløber rundtomkring i ligaen. Jeg fokuserer 100 procent på FCK, for det er det, det handler om lige nu.

– Det handler om at få bygget et fundament og få stabiliseret nogle ting, og så kommer vi forhåbentlig buldrende på et eller andet tidspunkt, siger Jess Thorup og tilføjer:
– Lad os bare kalde det en lille stime, vi har startet nu, og kan vi fortsætte den hen mod jul, komme godt over vinterpausen og få en god træningslejr, så er jeg sikker på, at vi kommer buldrende til foråret.

Med søndagens sejr over AC Horsens har FCK vundet to kampe i træk.

Carlos Zeca ser også lyst på fremtiden for FCK, men grækeren kan ikke på stående fod vurdere, hvor holdet står i forhold til konkurrenterne.

– Det er svært at sige. Vi fokuserer altid på os selv. Vi sammenligner os ikke med andre og vil ikke se, hvor de andre er. Vi ved, hvor vi er, og vi bekymrer os om at vinde vores kampe, for vi vil sigte efter toppen uden at kigge på de andre hold.

– Vi skal spille mod alle andre hold igen, men det vigtigste er os, og hvis vi fokuserer på os selv, tror jeg, vi kommer til at gøre noget rigtig godt, siger Carlos Zeca med henvisning til, at halvdelen af grundspillet er afviklet efter denne runde.

FC Midtjylland fører Superligaen med 23 point for 11 kampe, mens FCK har 16 af slagsen.

Brøndby er på en øjeblikkelig andenplads to point bag FCM, men de blågule kan mandag stryge til tops, hvis det bliver til fuld gevinst i udekampen mod AGF.

/ritzau/