Sterling driver gæk med dansker og sikrer City-sejr

Den danske forsvarsspiller Joachim Andersen kom til kort, da han lørdag eftermiddag sammen med sine holdkammerater i Fulham skulle forsøge at stoppe Manchester Citys angrebsmaskine.

Fulham måtte rejse fra Manchester med et 0-2-nederlag i bagagen, og klubbens danske anfører havde en uheldig rolle i begge mål.

Allerede efter fem minutter blev Raheem Sterling sendt i dybden, og Joachim Andersen kunne ikke følge med den lynhurtige englænder, som scorede med stor selvfølgelighed.

20 minutter senere havde danskeren heller ikke styr på Sterling. Klodset nedlagde danskeren ham i feltet, og det gav et straffespark, som Kevin De Bruyne scorede på.

Det tætteste Fulham kom på en reducering i første halvleg, var via en Manchester City-fod, da John Stones og målmand Ederson ikke kommunikerede med hinanden, så Stones sendte bolden forbi sin egen målmand – men også lige forbi målet.

Efter pausen slap Manchester City speederen, men var fortsat i fuld kontrol og skabte chancer nok til en større sejr.

De tre point sendte City op i top-4 i nogle timer, inden Manchester United lørdag aften generobrede fjerdepladsen.

Det skete med en 3-1-sejr på udebane mod West Ham. United var ellers bagud, mens West Ham havde flere gigantiske chancer til at udbygge føringen, men på tre minutter midt i anden halvleg vendte opgøret på hovedet.

Først udlignede Paul Pogba på et forrygende langskud, før Mason Greenwood kort efter vendte rundt i feltet og halvflugtede United i front.

Siden udbyggede Ole Gunnar Solskjærs mandskab føringen med 13 minutter tilbage af den ordinære spilletid, da Marcus Rashford lobbede bolden i mål til 3-1.

På hjemmeholdets bænk vil David Moyes formentlig undre sig over, hvordan hans mandskab kunne gå fra at være dominerende og chanceskabende til at stå tilbage med nul point og en flad fornemmelse.

Da West Ham førte 1-0 brændte både Sebastien Haller og Jarrod Bowen så store chancer at flere af de 2000 tilskuere – de første tilskuere til en Premier League-kamp siden coronapandemiens udbrud i Europa – allerede var på vej op fra klapsæderne for at juble,

Tidligere lørdag måtte Everton nøjes med et enkelt point ude mod bundholdet Burnley. Den engelske landsholdsspiller Dominic Calvert-Lewin udlignede til slutresultatet 1-1 i tillægstiden af første halvleg. Tidligt i opgøret havde Robbie Brady bragt Burnley i front.

Efter en forrygende sæsonstart er Everton nu blevet opslugt af det brede midterfelt i Premier League, mens Burnley fortsat er under stregen.

/ritzau/