Kraftigt snevejr aflyser World Cup-afdeling

Lørdagens Super G-konkurrence i kvindernes alpine World Cup, der skulle have været afviklet i schweiziske St. Moritz, er blevet aflyst.

Kraftigt snefald og stærk blæst fik lørdag morgen arrangøren til at vurdere, at det ikke er muligt at gennemføre konkurrencen, skriver nyhedsbureauet NTB.

I stedet satser man på at kunne gennemføre søndagens afdeling samme sted, hvor Super G-disciplinen ligeledes er på menuen.

Det er sæsonens første Super G-konkurrence, efter at der har været dystet i storslalom, slalom og parallel-disciplinen i de første fire afdelinger.

Slovakken Petra Vlhova er kommet bedst fra start med tre førstepladsen og en tredjeplads. Derfor fører hun også den samlede World Cup-stilling klart.

Mændene afvikler to afdelinger i italienske Santa Caterina i denne weekend. Det sker i disciplinen storslalom.

/ritzau/