Hamilton-afløser sætter hurtigste træningstid

George Russell var hurtigste mand i den første træning forud for weekendens Formel 1-grandprix i Bahrain.

Den 22-årige brite kører normalt for Williams-teamet fra bunden af feltet, men i denne uge er han udlånt Mercedes, efter at verdensmesteren Lewis Hamilton er blevet ramt af coronavirus.

Russell viste sig fornemt frem, da han var 0,322 sekunder hurtigere end den anden og langt mere rutinerede Mercedes-kører Valtteri Bottas. Finnen måtte nøjes med fjerdehurtigste tid.

De to Red Bull-kørere, Max Verstappen og Alexander Albon, klemte sig ind imellem de to Mercedes-biler i henholdsvis anden- og tredjebedste tid.

George Russells præstation sættes yderligere i relief af, at han ikke kan sidde helt optimalt i Mercedes-bilen.

Da cockpittet er tilpasset den fysisk noget mindre Hamilton, må Russell krympe sig sammen inde i cockpittet. Han må blandt andet bruge en mindre skostørrelse end normalt.

Hos Haas var Kevin Magnussen den hurtigste på træningsbanen. Danskeren, der er i gang med sine sidste dage i Formel 1 i denne omgang, satte 17.-hurtigste tid af de 20 kørere på banen.

Magnussens faste holdkammerat, Romain Grosjean, var i weekenden involveret i en ulykke, der holder ham ude.

Derfor sad brasilianeren Pietro Fittipaldi i den anden Haas-racer, og han var næsten et sekund langsommere end danskeren.

Fredag klokken 18.30 køres den anden træning. Lørdag venter den sidste træning og en kvalifikation, inden årets næstsidste Formel 1-grandprix køres på søndag.

Sæsonen afsluttes i næste weekend i Abu Dhabi.

/ritzau/