Håndboldformand: Selvfølgelig gør smitten os nervøse

– Selvfølgelig er vi nervøse for, at smitten kan brede sig. Vi har været nervøse hele tiden.

Det fortæller Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen, efter at en serbisk spiller er testet positiv kort før EM-slutrunden i kvindehåndbold.

Han forklarer desuden, at den unavngivne spiller allerede blev testet positiv i lufthavnen, og at hun efterfølgende blev isoleret. Det samme gjorde resten af holdet.

Siden har de øvrige serbiske spillere foreløbig leveret en negativ test.

Kampen mellem Serbien og Holland, der skulle være spillet fredag, er imidlertid blevet udskudt til lørdag.

Umiddelbart kommer det ikke til at ændre ved de forholdsregler, der allerede bliver taget i brug.

– Når vi kommer til middag i dag, så har vi allerede lavet 2500 test på deltagere i slutrunden.

– Alt over nul er for mange, men jeg synes alligevel, at vi holder os inden for rimelighedens grænser, forklarer Per Bertelsen.

/ritzau/