Et helt dansk hold i gang giver stor EM-selvtillid

Der var overskud på både måltavle og trænerbænk i sidste halvdel af anden halvleg i Danmarks EM-åbning mod Slovenien, og det udnyttede landstræner Jesper Jensen.

Han fik bragt næsten hele holdet i spil, alle præsterede godt og blev en del af den succesoplevelse, som sejren på 30-23 var.

Det er et aspekt, som kan blive vigtigt fremadrettet i den kompakte turnering.

– Det var en stabil indsats, og det var dejligt, det også blev ret overbevisende til sidst, så det var tæt på perfekt, lyder det fra playmaker Mia Rej.

– Alle bidrog, og vi fik en masse spillere i gang. Både individuelt og som hold var det en virkelig dejlig start.

Venstrefløjen Lærke Nolsøe var en af dem, som kom særdeles godt i gang med turneringen med seks scoringer.

Men ligesom hun er godt tilfreds med sin egen åbning, så tillægger hun det også stor værdi, at der var plads til at få hele holdet i gang.

– Det er sindssygt vigtigt. Jeg synes, kampen gør, at vi alle sammen kan tage rigtigt meget selvtillid med videre i turneringen, og det gør bare helt vildt meget for vores videre spil, at vi føler os trygge.

– Vi er trygge ved konceptet, og alle mand har fået en god start. Det er sindssygt vigtigt i sådan en turnering, hvor kampene kommer hurtigt, siger hun.

– Det er altafgørende. Vi har gået i lang tid og ventet, og at det ender, som det gør, giver os noget selvtillid og et boost frem mod de næste par kampe, supplerer bagspilleren Kristina Jørgensen.

Søndag venter Montenegro i Danmarks anden gruppekamp. En sejr her vil sikre Danmark en plads i mellemrunden, allerede inden mødet med de franske europamestre i sidste gruppekamp.

/ritzau/