Endnu en serbisk EM-spiller testet positiv for corona

Endnu en spiller fra Serbiens kvindelandshold i håndbold er testet positiv for coronavirus ved EM i Danmark.

Det oplyser Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

Dermed er to spillere foreløbig testet positive i den serbiske EM-lejr efter ankomsten til Danmark.

Tidligere på fredagen blev fredagens EM-kamp mellem Serbien og Holland i Kolding udskudt til lørdag, efter at en anden spiller fra det serbiske landshold havde afgivet en positiv test.

Ud over de to spillere er deres værelseskammerater blevet isoleret fra resten af holdet.

/ritzau/