Dansker på svær opgave: Messi hiver sikkert noget lækkert frem

Den danske landsholdsspiller Jens Jønsson kommer på karrierens måske sværeste opgave lørdag i La Liga.

Her skal han sammen med holdkammeraterne i Cadiz forsøge at tage point mod FC Barcelona, som gæster den sydspanske by. En nøgle til succes bliver at stoppe superstjernen Lionel Messi.

Jønsson skiftede til Cadiz i sommer og er fast inventar på klubbens defensive midtbane. Oprykkerklubben har haft succes med at forsvare sig dybt på egen halvdel, men spørgsmålet er, om den taktik er nok til at stoppe Barcelona og Messi.

– Jeg ved ikke, om man kan forberede sig på ham. Det er ikke en kamp som alle andre, men rent taktisk bliver det sådan: Vi kommer til at stå lavt og skal sidde tæt i presset.

– Men når det er sagt, så kan du jo dække nok så godt op, men han hiver sikkert noget lækkert op ad hatten på et tidspunkt. Jeg har set klip og set ham spille utallige gange før, men jeg ved ikke, om man kan forberede sig på at stoppe ham, siger Jens Jønsson.

Tidligere i sæsonen havde Cadiz held med at besejre mesterklubben Real Madrid med 1-0 på udebane.

Netop kampe mod nogle af de mest velrenommerede og bedste klubber vænner man sig aldrig helt til, siger Jens Jønsson.

– Det er ikke, fordi jeg er Barcelona- eller Real Madrid-fan, men jeg beundrer begge klubber, og det er unikt at spille mod nogle af de bedste fodboldspillere. Jeg ved, og jeg er afklaret med, at det er to af verdens allerstørste klubber både historisk og nu.

– Selvfølgelig er det specielt at møde dem, og selvfølgelig fylder det meget, og jeg er sindssygt spændt. Men når alt kommer til alt, så er det jo en kamp på 90 minutter, det er bare mod bedre modstandere og større stjerner end i forhold til kampen mod Elche i sidste weekend, siger Jens Jønsson.

Kampen mod Barcelona bliver dog uden fans på lægterne.

– Jeg har ikke spillet kampe med fans hernede endnu, men jeg kan da huske fra min tid i Tyrkiet, at fansene gav en anden dimension, når man spillede mod Galatasaray og Fenerbahce, siger Jens Jønsson.

Hvis Barcelona-træner Ronald Koeman vil det, bliver der tale om et danskermøde mellem Jønsson og landsholdskammeraten Martin Braithwaite. De mødtes senest i en kamp i 2013, da de repræsenterede henholdsvis AGF og Esbjerg i Superligaen.

– Det er da meget sjovt, men det betyder ikke så meget. Selvfølgelig skal jeg hilse på Martin før kampen, og vi kommer nok også til at snakke sammen under og efter kampen, siger Jønsson.

Opgøret mellem Cadiz og Barcelona begynder lørdag aften klokken 21. Aktuelt ligger oprykkeren et point foran Barcelona, men har også spillet to kampe mere.

/ritzau/