Dansk bredde sørger for stærk EM-åbning i tom Boxen

Landstræner Jesper Jensen fik en tæt på perfekt slutrundedebut, da de danske håndboldkvinder i overbevisende stil nedlagde Slovenien med 30-23.

Både forsvar, målvogter Sandra Toft, angrebsspillet, fløjene og sågar kontrafasen fungerede i en helstøbt præstation med kun få udfald undervejs.

Der var fra start fint flow i det danske angrebsspil, hvor holdet ikke havde de store problemer med at spille sig frem til gode chancer.

Fra 4-4 fik forsvaret og Sandra Toft i målet også afstemt de indbyrdes aftaler, og det gav øjeblikkeligt udslag på måltavlen.

Fire scoringer på stribe sendte danskerne i front med fire.

I flere år har fløjspillet ikke været ret velfungerende på landsholdet, og derfor var det med danske briller også positivt, at både Lærke Nolsøe og Trine Østergaard i hver sin side stemplede ind med mål.

En væsentlig faktor i den gode danske start var også, at midteraksen i forsvaret fik lukket godt ned for Sloveniens helt store stjerne, højrebacken Ana Gros.

Alt så ud til at køre, da Trine Østergaard på en kontra bragte Danmark på 14-9, men herefter tog danskerne en lang målpause.

Især Mie Højlund virkede lidt for ivrig efter sit indhop og tog nogle lidt forhastede beslutninger.

Efter mere end otte minutters scoringspause måtte Danmark nøjes med en føring på 14-12 ved pausen. Men det var dog en føring.

Pausen var blevet brugt effektivt, for danskerne kom blæsende ud fra anden halvlegs start. Og tilbage i startformationen, der indledte så fornemt.

På venstrefløjen fortsatte Nolsøe storspillet og stod for tre af de fire danske mål, som bragte Danmark foran 19-15 efter godt fem minutter.

Slovenien holdt sig længe inden for to-fire måls afstand, men da Line Haugsted midtvejs i anden halvleg sendte bolden i et tomt mål til 24-18, var elastikken på måltavlen trukket for langt ud.

Det indså den slovenske træner også, og stjernen Ana Gros blev sparet til de kommende kampe.

Jesper Jensen kunne tillade sig at få bragt hele truppen i spil for at få alle godt ind i turneringen, uden at der var risiko for at sætte noget over styr.

Helstøbt præstation, sikker sejr og to point. Jesper Jensen kunne næppe have håbet på mere forud for premierekampen.

/ritzau/