Rasmus Lauge misser VM efter korsbåndsskade

Det danske herrelandshold i håndbold har lidt et stort slag, kort før det skal forsvare VM-titlen fra 2019.

Rasmus Lauge har således pådraget sig en alvorlig skade og kommer derfor ikke med til turneringen, der spilles i januar.

Den stærke playmaker måtte udgå i slutningen af en Champions League-kamp onsdag aften, da han var i aktion for ungarske Veszprem.

Torsdag skriver klubben på sin hjemmeside, at Lauge er ude i “flere måneder” efter at have skadet sit ene korsbånd og skal opereres.

En operation, der ifølge Veszprem sandsynligvis vil blive foretaget i Danmark så hurtigt som muligt.

Næste års VM afvikles fra 14. til 31. januar i Egypten.

Danmark vandt med Rasmus Lauge i en central rolle 2019-udgaven af verdensmesterskabet på hjemmebane i Herning med en overbevisende finalesejr over Norge.

/ritzau/