Esbjerg fortsætter sejrsstime på anden klasse

Esbjerg bliver ved med at sætte point på kontoen i stor stil i fodboldens 1. division.

Superliganedrykkere fra sidste sæson tog torsdag sin femte sejr i træk i den næstbedste række, da Kolding IF blev slået 2-0.

Esbjergensernes to mål blev begge scoret i anden halvleg. Det første af finske Joni Kauko cirka ti minutter efter pausen, det andet af den netop indskiftede ukrainer Yuri Yakovenko med et kvarter tilbage.

Med sejren har Esbjerg nu 29 point efter 13 kampe på andenpladsen i 1. division. Førerholdet Viborg har et forspring på fire point til vestjyderne.

Kolding er at finde i den tunge ende af tabellen. Klubben har 11 point efter 14 kampe på 10.-pladsen.

Esbjerg og Kolding mangler at spille henholdsvis tre og to kampe, inden 1. division går på vinterferie frem til midten af februar.

/ritzau/