Grosjean om ulykke: Jeg så døden for tæt på

Den franske Formel 1-kører Romain Grosjean så døden i øjnene, da han i sin ulykke søndag sad fast i sin brændende Haas-racer.

Det fortæller han til nyhedsbureauet AFP, efter at han onsdag forlod hospitalet i Bahrain.

– Jeg så døden for tæt på. Man bliver aldrig den samme efter sådan en oplevelse, siger Romain Grosejan.

Den 34-årige franskmand beskriver ikke sin kollision som karrierens mest voldsomme, men ikke desto mindre brød bilen i voldsom brand øjeblikkeligt.

Han sad fast i den brændende bil i et halvt minut, før han kom ud i live takket være bilens overlevelsescelle, den såkaldte halo.

– Jeg trak min sikkerhedssele af med det samme og forsøgte at komme ud af bilen, men jeg indså, at min hjelm ramte et eller andet. Jeg satte mig tilbage og konstaterede, at jeg sad fast og måtte vente.

– Men på min venstre side var alt orange, og jeg indså, at bilen brændte. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke havde tid til at vente, og jeg prøvede at komme ud til højre, men det kunne jeg heller ikke.

– Jeg tænkte, “det kan ikke ende sådan, ikke nu.” Jeg forsøgte at komme ud igen, men kunne ikke. Jeg satte mig tilbage og så døden for tæt på. Den følelse ønsker jeg ikke for nogen, fortæller Grosjean med skælvende stemme ifølge AFP.

I det øjeblik fandt han dog nye kræfter, da han tænkte på sine tre børn.

– Det var her, at jeg fandt ressourcerne til at trække min blokerede fod ud og dreje hovedet, så jeg kunne løfte mig selv ud med hænderne, velvidende at de kom til at brænde, men det var ok, siger Grosjean.

Han bliver i Bahrain, hvor han skal fortsætte behandlingerne i de kommende dage.

Søndag er golfstaten vært for endnu et Formel 1-grandprix, men det ligger fast, at det bliver uden Grosjean i Haas-raceren. Tirsdag oplyste det amerikanske team, at Pietro Fittipaldi overtager sædet i løbet.

Grosjean er dog fast besluttet på at være med i sæsonens sidste grandprix 13. december i Abu Dhabi.

/ritzau/