Endnu en dansk cykelrytter får World Tour-kontrakt

Endnu en dansk rytter får debut på cykelsportens højeste niveau, World Tour, i den kommende sæson.

26-årige Emil Vinjebo har skrevet kontrakt med det sydafrikanske hold Team Qhubeka Assos, der i denne sæson har kørt under navnet NTT Pro Cycling.

– Det har været en drøm for mig, lige siden jeg startede med at cykle. Denne kontrakt er lige præcis, hvad jeg har trænet imod i årevis, siger Emil Vinjebo i en pressemeddelelse fra holdet.

Vinjebo har i de seneste to sæsoner været på kontrakt med det danske Riwal-hold, der kører i sportens anden division.

Nu træder han altså et skridt op og kommer blandt andet til at arbejde sammen med landsmanden Lars Michaelsen, der er ledende sportsdirektør på Team Qhubeka Assos.

– I Emil får vi en rytter, der har modstandskraft, når det bliver hårdt – hvilket man ser på nogle af hans resultater, men især på hans arbejde for holdet.

– Jeg er spændt på, hvad han har at byde på, og det er en stor chance for ham nu at skulle vise sine kvaliteter på World Touren, siger Lars Michaelsen.

/ritzau/