Rungsted og Aalborg følges ad i topstrid efter udesejre

Der er status quo i toppen af Danmarks bedste ishockeyrække, Metal Ligaen, efter tirsdagens fire kampe.

Både Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates vandt på udebane, og derfor ligger holdene fortsat næsten side om side i toppen med henholdsvis 45,5 og 45 point.

For Rungsteds vedkommende var der tale om en 2-1-sejr på udebane over rækkens klare bundprop, Odense Bulldogs.

Aalborgenserne var rejst til Herlev, og her blev det til en 3-1-sejr. Kampen blev dog først endegyldigt afgjort med 15 sekunder tilbage, da Jeppe Korsgaard sendte pucken i et tomt net.

Frederikshavn White Hawks er nyt hold på ligaens fjerdeplads efter en overbevisende 6-1-sejr ude over Sønderjyske, der falder to placeringer og rykker ned som nummer seks. Nordjyderne afgjorde opgøret i tredje periode med fire ubesvarede mål.

Herning Blue Fox er på femtepladsen efter en 3-2-sejr hjemme over Rødovre.

Otte ud af rækkens ni hold går i slutspillet. Odense ser aktuelt ud til at blive sorteper.

/ritzau/