Lukaku sparker liv i Inters CL-drøm med sejr hos Gladbach

Mange havde dømt Inter ude af Champions League inden de to sidste runder af gruppespillet, men Milano-klubben kan igen have ambitioner om at gå videre til ottendedelsfinalerne.

Inter var pisket til at vinde ude over Borussia Mönchengladbach, og det lykkedes at få en sejr på 3-2 med fra Tyskland.

Det skete med Christian Eriksen på bænken i hele kampen.

Med tirsdagens resultater er gruppe B åbnet helt op. Trods nederlaget fører Mönchengladbach inden sidste runde med otte point.

Derefter følger Shakhtar Donetsk og Real Madrid begge med syv point, men ukrainerne er bedst indbyrdes efter sejren på 2-0 over spanierne tidligere tirsdag.

Derefter følger Inter med fem point, og en sejr i sidste runde hjemme mod Shakhtar Donetsk kan vise sig at være nok til avancement, hvis ikke Real og Mönchengladbach spiller uafgjort samtidig.

Matteo Darmian bragte Inter foran efter et kvarter, da han fra en lidt spids vinkel i feltet sendte bolden mellem benene på målmanden til 1-0.

Det lignede længe en pauseføring til italienerne, men i tillægstiden glemte Inter at dække op, og så kunne Alassane Plea næsten ugeneret heade et indlæg fra højre i mål til 1-1.

I anden halvleg sørgede Romelu Lukaku for at sende Inter på sejrskurs. Efter godt en time vristede han sig løs og scorede til 2-1 fra en lidt spids vinkel i feltet, og kort efter scorede han nemt til 3-1 i helt fri position.

Men Alassane Plea var ikke færdig med at gøre livet surt for Inter. Et kvarter før tid reducerede han til 2-3, og otte minutter før tid troede han, at han med sit hattrick havde udlignet til 3-3, men VAR annullerede målet.

Dermed lever Inter videre i turneringen.

I gruppe C sikrede Manchester City sig førstepladsen foran FC Porto, efter at de to klubber spillede 0-0 i Portugal.

Marseille slog Olympiakos 2-1, og dermed har de to klubber, der kæmper om tredjepladsen, begge tre point.

Marseille fik samtidig brudt en historisk dårlig stime i turneringen, da holdet havde tabt sin foregående 13 Champions League-kampe. Det er den dårligste stime i turneringens historie.

/ritzau/