AGF henter ny talentchef og rådgiver i transfervinduet

AGF skifter talentchef og ansætter Jesper Ørskov, som får ansvaret fra 15. december. Det oplyser superligaklubben mandag på sin hjemmeside.

35-årige Jesper Ørskov, der kommer fra rådgivnings- og agentvirksomheden People In Sport, afløser Allan Frederiksen, der efter eget valg stopper som talentchef.

Jesper Ørskov får også en rolle som sparringspartner for AGF-direktør Jacob Nielsen i det kommende transfervindue, indtil en ny sportschef er på plads i klubben.

I sidste uge blev det offentliggjort, at Peter Christiansen skifter til FC København, hvor han skal være sportsdirektør fra senest 1. april.

Peter Christiansen er sportschef i AGF, men han er suspenderet som følge af sit kommende skifte til superligarivalen.

– Aftalen med Jesper Ørskov har været plads i et stykke tid, siger Jacob Nielsen og tilføjer:
– Men med Peter Christiansens uventede afgang forleden er det ekstra belejligt, at Jesper nu bliver en del af vores organisation, for han bliver en værdifuld sparringspartner for mig i det kommende transfervindue, indtil vi har en ny sportschef på plads.

Jesper Ørskov glæder sig til at blive en del af AGF.

– Jeg har set flere hundrede kampe på Fredensvang de seneste år, og jeg har ved selvsyn konstateret, at talentudviklingen i AGF er på rette vej.

– Ambitionerne er store – og jeg ser det som en spændende faglig udfordring at være med til at forløse det store potentiale, AGF har i forhold til talentudvikling, siger Jesper Ørskov.

/ritzau/