Napoli-træner: Ibrahimovic er bedre end for ti år siden

AC Milan er kommet flyvende fra start i den italienske Serie A og ligger på førstepladsen med 20 point for 8 kampe foran Sassuolo med 18 og Roma og Juventus med henholdsvis 17 og 16 point.

Søndag snuppede milaneserne en flot skalp ved at slå Napoli med 3-1 på udebane.

Simon Kjær spillede hele kampen for Milan, men som i de fleste andre kampe i sæsonen var det en anden skandinav, der løb med mest opmærksomhed, nemlig Zlatan Ibrahimovic.

Svenskeren scorede Milans to første mål og topper nu ligaens topscorerliste med otte mål sammen med Juventus’ Cristiano Ronaldo.

Ibrahimovic sendte Milan i front med et forrygende hovedstød efter 20 minutter og fordoblede føringen med en flugter fra klos hold otte minutter efter pausen.

Napoli-træner Gennaro Gattuso, der selv spillede sammen med Ibrahimovic i Milan fra 2010 og 2012, er imponeret over den nu 39-årige svensker.

– For mig at se er Zlatan stærkere nu end for 10-12 år siden. Milan tror enormt meget på “Ibra”, og hans holdkammerater stoler 100 procent på ham.

– Jeg mener ikke, at Milans hold er det stærkeste, men det har mentaliteten, roser Gennaro Gattuso.

Kampens slutfase fik yderligere skandinavisk præg i slutfasen, da den 21-årige nordmand Jens Petter Hauge cementerede sejren med målet til 3-1 dybt inde i overtiden.

Han brød igennem i feltet og scorede med en fornem afslutning via overliggeren.

For Ibrahimovic sluttede kampen dog knap så opmuntrende, da han forlod banen i det 79. minut med en lårskade, og den holder ham nu ude af de kommende kampe.

Mandag eftermiddag fortæller en talsperson fra AC Milan ifølge Reuters, at Ibrahimovic forventes ude i to-tre uger. Dermed bekræfter talspersonen den oplysning, som blandt andre italienske Sky Sport og andre medier skrev tidligere mandag.

Milan blev senest mester i sæsonen 2010/11, hvor det blev til klubbens 18. mesterskabstitel.

Siden har Juventus gjort rent bord med ni mesterskaber og er oppe på 36 mesterskaber.

/ritzau/