England giver grønt lys til tilskuere fra 3. december

Der kommer lidt stemning på lægterne i de engelske sportsrækker fra 3. december.

Når den nationale nedlukningsperiode ophører, vil det igen være tilladt at afvikle eksempelvis fodboldkampe med en reduceret tilskuerkapacitet. Det meddeler premierminister Boris Johnson mandag.

I områder med lavest smitterisiko må der være 4000 tilskuere til sportsbegivenheder udendørs. Hvis stadionkapaciteten er under 8000 tilskuere, er begrænsningen halvdelen af kapaciteten.

I områder med lidt større smitterisiko må der være 2000 tilskuere, mens der i de hårdest ramte områder fortsat ikke må komme tilskuere.

Med få undtagelser har der ikke været tilladt tilskuere til elitesport i England siden den første store coronanedlukning i marts.

Tilbage i oktober var man tæt på at få tilskuere tilbage til sportsbegivenheder, men den plan blev sat i bero som følge af øgede smittetal.

Mandag kan Boris Johnson dog også fortælle, at der laves stramninger i forhold til, hvordan smitterisikoen i områder vurderes. Derfor vil flere områder end på nuværende tidspunkt være betegnet som højrisikoområder og dermed være underlagt strengere tilskuerrestriktioner.

Mens elitesporten har fortsat under den seneste nedlukningsperiode, har breddesporten været sat på pause siden 5. november. Udendørssportsgrene kan dog genoptages fra 3. december.

Formelt mangler en endelig politisk godkendelse fra Underhuset. Tiltagene skal behandles senere i denne uge, og der forventes at være et klart flertal bag.

/ritzau/