Dansk EM-redning spreder lettelse og jubel i EHF

Den danske regering kom efter en uges tøven med den endelige godkendelse af, at kvindernes håndbold-EM i december kan finde sted på dansk grund, efter at Norge trak sig som medvært grundet coronapandemien.

Og den melding skaber lige dele lettelse og glæde hos Dansk Håndbold Forbund (DHF), men i ligeså høj grad jubel hos Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

– De sidste fire dage har været ekstremt udfordrende – og det oven i en i forvejen udfordrende tid, siger EHF-præsident Michael Wiederer ifølge DHF’s hjemmeside.

– Jeg har ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er over den fleksibilitet og den store indsats, som Dansk Håndbold Forbund med Per Bertelsen og Morten Stig Christensen i spidsen har ydet for at få det her til at lykkes.

– Særligt med tanke på at det med en utrolig kort tidsramme er lykkedes dem at stable et corona-sikkert miljø på benene i Kolding.

Som alle andre sportsgrene er håndbolden hårdt ramt under coronapandemien, og Wiederer lægger ikke skjul på, hvor vigtig EM-slutrunden er for sporten.

– Kvindernes EM er den vigtigste platform til at markedsføre kvindehåndbold i Europa, og nu kan vi heldigvis se frem til, at de 16 bedste hold i Europa til december indtager gulvet i arenaerne i Herning og Kolding, siger han.

Hos DHF er formand Per Bertelsen og lettet over at kunne give hele sporten en tiltrængt hjælpende hånd i en svær tid.

– Det er enormt vigtigt både økonomisk og sportsligt for håndbolden, lyder det fra DHF-formanden til forbundets hjemmeside.

– Derfor er vi bare så glade for, at vi i Danmark, i den tid vi lever i, kan løse den her situation på forsvarlig vis og med alle de forbehold, det kræves i forhold til coronaen.

Med hele slutrunden samlet i Danmark betyder det, at to af grupperne afvikles i Herning – blandt andet Danmarks, mens de to andre spilles i Kolding.

Herning og Kolding er værter for hver en mellemrunde efterfølgende, mens finaleweekenden afvikles i Herning.

/ritzau/